Om Yoga / Næseskyllekande
 
Næseskyllekande - Neti (sanskrit)
 
Min far gjorde det gennem hele min barndom. Snusede vand op i næsen og stødte det ud igen med høje lyde. Jeg undrede mig altid over hvad han lavede derude på badeværelset om morgenen. Min far kender ikke til næseskyllekander. Han gør bare præcis det han kan mærke kroppen har brug for. Man har også hørt om fiskere som snusede havvand op i næsen. De var heldige for det salt som vi tilsætter vandet i Neti var allerede i vandet.
 
Fimrehårene i vores næse opfanger støvpartikler og de sætter sig fast og hindrer en god og flydende vejrttrækning. Neti er et hjælpemiddel som giver dig god hygiejne i dit næseområde. Indre hygiejne er mindst ligeså vigtig som ydre. Hvis ikke vigtigere... 
 
 
Hvorfor skylle næsen?
 
Vi er alle bekendte med tandbørstning og kunne vel dybest set ikke leve uden, men hvad med at vaske fimrehårene på næsens slimhinder? Knap så let at sælge i reklamerne der ruller henover fjernsynet.
 
Men denne mange år gamle metode til at forebygge luftvejsproblemer og sygdomme (astma, allergi, forkølelser, bihule-, kæbehule- og pandehulebetændelse m.m.) er så småt ved at vinde indpas også her i vesten. Flere læger anbefaler den som alternativ til næsespray og de fleste store apoteker sælger dem.
 
Hvordan bruges kanden?
  
Neti fyldes med fysiologisk vand (lunken vand med 0,9% salt). Der følger typisk en måleske med kanden. Vip hovedet frem og drej til højre. Træk vejret gennem munden. Hæld roligt vand gennem højre næsebor og lad det komme ud af venstre næsebor. Hvis næsen er stoppet kan det være svært at få vandet til at løbe frit. Skift til den anden side. ½ kande vand til hvert næsebor.
 
Det vil for nogle være grænseoverskridende første gang og derfor en god ide at få en til at vejlede. F.eks. en yogalærer eller læge.
 
Når du er færdig: 
  1. Lad hovedet hænge nedad, og lad vandet løbe ud af næsen
  2. Afluk det ene næsebør med en pegefinger, mens du drejer hovedet fra side til side
  3. Pust forsigtigt luft ud af ét næsebor af gangen
  4. Fortsæt til næsen er tør

Hvornår bruges kanden?

Der er som sådan ikke nogen regler for hvornår man bruger kanden. Jeg anbefaler dog at bruge den om morgenen i forbindelse med morgentoilette, f.eks. i badet.
 
 
Min egen erfaring

Jeg bruger ikke Neti dagligt, men i perioder som forebyggelse om vinteren og om foråret når alting springer ud og kilder i næsen.

 
 
 
 
Neti skal ikke gemmes væk, men være tilgængelig. Min står i vindueskarmen på badeværelset sammen med en bøtte salt (har købt salt i helseforretningen uden tilsætningstoffer).
 
 
Carina Malene Rømer | Hundested - Danmark | Tlf.: 40 95 29 13